E-handel går frem i krisetider
Ifølge de nyeste tal fra DIBS e-handelsindeks viser e-handlen fortsat fuld vækst i Norden. Antallet af internethandler er steget kraftigt gennem de seneste år, selv om detailhandlen samlet faldt. Og der er fortsat tro på stor vækst i den kommende periode. DIBS e-handelsindex viser, at både e-butikker og e-handlende ser lyst på fremtiden. Hele 93 procent af de nordiske e-butikker forventer, at e-handlen opretholder sit nuværende niveau eller øges de kommende 12 måneder.

Optimismen deles heldigvis af forbrugerne: Omkring 80 procent af de nordiske e-handlende tror på, at de vil nethandle lige så meget eller mere, og blot 10 procent forventer at mindske deres køb over nettet de næste 12 måneder. Den samlede årlige nordiske e-handel estimeres til ca. 17,2 milliarder Euro.  

E-handlen spreder sig
Rejser (herunder flyrejser, hoteller, etc.) er fortsat den største kategori, efterfulgt af elektronik til hjemmet og tøj, men de nyeste tal viser også at e-handlen er begyndt at sprede sig til flere andre brancher. Skønhedsprodukter, pc´ere, hvidevarer, musik og film er på vej frem blandt de nordiske forbrugere. 

E-handel og traditionel handel arbejder sammen
E-handlen er blevet et vigtigt supplement til den traditionelle butik. Mange virksomheder sælger on- og offline samtidigt, og den generelle tendens er, at de to salgskanaler smelter mere og mere sammen. Det er fx almindeligt, at e-butikkerne tilbyder afhentning i den fysiske butik, hvilket mindsker forsendelsesomkostningerne og giver mulighed for mersalg.
 
Kvinderne er blevet gladere for e-handel
Der er stort set ingen forskel på kønnene længere hvad angår handel på nettet. Kvinderne er kommet op på mændenes niveau. Der er dog stadig stor forskel på hvad de to køn foretrækker at købe på nettet. Det er f.eks mændene, der i overvejende grad står for indkøb af elektronik til hjemmet, mens kvinderne dominerer, når det gælder tøj, skønhedsprodukter og indretningsartikler købt over nettet.

Vil du vide mere om mulighederne inden for e-handel for jer? Kontakt Rune Galschiøt, tlf. 35304040